| Notater |
- Dansk Biografisk Leksikon.
Mourier, Konrad Emil, 1795-1865, Søofficer, Søn af
ovennævnte Præst Ferdinand Louis M., fødtes 11. April 1795 i
Kjøbenhavn, blev Sekondlieutenant i Marinen 1813, Premierlieutenant 1820,
Kapitajnlieutenant 1830, Kapitajn 1841, Kommandørkapitajn 1847,
Kommandør 1851, Aaret efter Kontreadmiral, 1853 Flaadeinspektør
og Viceadmiral; i Jan. 1864 erholdt han Afsked og døde 26. April
1865. Kort efter sin Udnævnelse til Officer ansattes M. ved en
Kanonbaadsdivision i Nordsøen; det paafølgende Aar blev han
detacheret til General Karsdorffs Hjælpekorps ved Elben. Efter
Freden gjorde han 1816-19 flere Rejser som Overstyrmand med det
ostindiske Kompagnis Fregatskib «Anna Dorothea» og blev derefter
ansat som Admiralitetsadjudant, hvilken Stilling han med Afbrydelser
beholdt indtil 1831. Han foretog en Del Togter, dels som subaltern,
bl. a. til Vestindien, dels som selvstændig kommanderende;
saaledes førte han 1827 og 1830 Kongens Dampskib «Kiel». I
Sommeren 1831 ægtede han Constance Marie Münster (f. 12. Maj 1808
d. 6. Jan. 1864), Datter af Landfysikus i Buskerud Amt Jørgen
Andreas M. (f. 1775 d. 1835) og Henriette Louise Christine f.
Colding (f. 1780 d. 1847). Umiddelbart herefter rejste M. til Trankebar,
hvor han overtog Posten som Gouvernør for de dansk-ostindiske
Besiddelser og virkede til 1838, meget afholdt paa Grund af sin
humane Administration. Overgangen fra en aarlig Indtægt af
8000 Rdl. til 600, da han kom tilbage, trykkede ham ikke lidet;
men kort efter fik han Kommandoen over Briggen «Mercurius» til
Vestindien og Sydamerika 1839-41. Det paafølgende Aar afhentede
M. i England Marinens første Krigsdampskib, «Hekla», for hvilket
han 1843-45 blev Chef paa et Togt til Marokko. 1848 indtraadte
M. som 3. Militærdeputeret i Admiralitetskollegiet; da dette s. A.
omdannedes til det nuværende Marineministerium, erholdt han
Stillingen som Direktør for Admiralitetsdepartementet og ledede som
saadan de ministerielle Forretninger i den 1. slesvigske Krig, under
hvilken han altsaa ikke var udkommanderet. Ved denne Virksomhed
forblev han indtil 1853. Det paafølgende Aar var M. Chef for en
Ovelseseskadre af Sejl- og Dampskibe. S. A. erholdt han Storkorset.
1855 sendtes han i en overordentlig Mission til Frankrig for at
overrække Kejser Napoleon Elefantordenen; 1856 ansattes han som
Holmens Overekvipagemester, 1858 som Chef for Orlogsværftet, i
hvilken Stilling han forblev til 1864. 1860 blev M. Ordensmarskal.
Hvad der navnlig karakteriserede M., var den Retsindighed
og den strænge Pligtfølelse, hvormed han udførte al sin Tjeneste.
Uden nogen Sinde at trænge sig frem vandt han dog bestandig
en saadan Tillid, at man betroede ham den ene betydelige Post
efter den anden. Om dem alle kan det siges, at han udfyldte
dem med overlegen Dygtighed. Særlig som Chef for Orlogsværftet
har M. sat sig et varigt Minde. Han overtog Stillingen paa et
Tidspunkt, hvor det ikke kan nægtes, at Begreberne vare noget
slappe, og en Del Uvæsen med Hensyn til personlig Fordel havde
faaet Hævd. Ved sit Exempel der for en uindviet kunde synes
at nærme sig Pedanteriets Grænse fik han dog hurtig Ende
paa største Parten af disse Uskikke. I Marinen nævnes endnu
den haarfine Redelighed, hvormed han skjelnede mellem sit eget
private og det, som hørte Staten til. I Aaret 1863 nedsattes med
A. F. Krieger som Formand en parlamentarisk Kommission til
Undersøgelse af Værftets Forhold; i denne Kommission havde den
bekjendte Folketingsmand Grosserer Alfred Hage Sæde, og gjennem
ham forvoldtes der M. mange Fortrædeligheder, der sikkert have
ærgret den grundhæderlige Mand meget, men som dog aldrig
udad til bragte ham ud af den værdige Ro, der var hans
Særkjende. 1859 havde han det Uheld at blive blind paa det ene
Øje; han indgav i den Anledning Begjæring om Afsked, men denne
modtoges ikke. Som kommanderende var M. urokkelig koldblodig.
Da der ved en Flaadeinspektion i Korvetten «Flora» 1854
udbrød Ild i Nærheden af Krudtmagasinet, gav M., uden at
fortrække en Mine, Chefen Ordre til at slukke Branden og blev
staaende oven over Brandstedet, samtalende med sine omgivende,
som om intet var paa Færde. Naar man til de ovenanførte
Egenskaber føjer Stræng Gudsfrygt og en stærkt udviklet praktisk Sans,
vil Billedet af denne Hædersmand staa klart for den Efterverden,
der ikke personlig har kjendt ham.
Hiort-Lorenzen og Elvius, Patriciske Slægter S. 204 f. [2]
|
Anebasen — Ole Thyge Plannthin
1795 - 1865 (70 år)
[1]