Torkel Styrbjørnsen "den H. Sprakelegg

Notater:

Place of residence: Jarl i England

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Place of residence: Jarl i England
Statholder i Danmark fra ca. 1025 efter Torkil den høje, medens Knud
den Store opholdt sig i England. Under kongens vinterophold i
Roskilde 1026 kom det til et skænderi over et skakspil mellem denne
og Ulf Jarl (vedrørende ansvaret for den uheldige kamp ved Helgeø),
og kongen gav næste dag en af sine mænd ordre til at dræbe Ulf,
ligegyldigt hvor han fandt ham. Det skete i Hellige
Trefoldighedskirkens kor. (Roskilde Domkirke) Ulf nævnes først som
jarl i England. i 1022 var Thorkild den Høje af kong Knud den Store
gjort til statholder i Danmark, men han døde allerede ca 1024,
hvorefter Knud gjorde Ulf til statholder med bopæl i Roskilde. I
slaget ved Helgeø tidligt i 1026 med Olav den Hellige af Norge og
Anund Jacob af Sverige var det ved at gå galt for Knud, men han fik
bragt orden i sin flåde, da Ulf jarl kom til med sine skibe. Knud
overvintrede derefter i Roskilde hos Ulf og halvsøsteren, men de kom
op at skændes, og Knud lod ham dræbe i hellig trefoldighedskirkens
kor. Knud måtte senere sone mordet med mandebod til sin søster - og
selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne
udåd.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
(Kilde: O.H. Toftegaards samling)
Fra Steen Thomsens database dec 1997

Jarl blev gift med Estrid Svendsdatter i 1018. Estrid (datter af Kong Svend 1. Tveskæg af Danmark og Sigrid Storråde) døde den 9 maj 1074. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Jarl af Danmark.

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Date of residence: 1047
Place of residence: Konge af Danmark
Svend Estridsen er den eneste danske konge, der er opkaldt efter sin
mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav
Svend arveret til den danske trone. Blev født i England og fik som
kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at


hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I
1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde. Det kom til et opgør,


og Knud lod sin svoger dræbe. Ifølge Adam af Bremen skal Svend som
ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde
12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i
Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder
jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med
Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit
han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Omend
med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen


omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald


til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland


og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald
Hårderåde udkæmpedes til sos i 1062. De norrøne skjalde besang siden
kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en
fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de


lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom
et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed. Fred i
riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift
med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev
kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver
Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru.


Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af Svends mormor, Svend
Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske
kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten.


Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet
opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver


rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og
Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men
fik med flere forskellige kvinder mange børn. Det fremgår af Adams
værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel
vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt


fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt
kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin
rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven,
kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. "Boglige kundskaber" kan


meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen
også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens
verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven


Aggesen og paven. Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel


periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de


eneste lyspunkter. Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074. Han
havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den
Helliges son, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i
Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark.
Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i
England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under
Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047). Han kæmpede en
del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev
ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år
gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu
valgt til konge. Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i
landet. Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhåjhed,
men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske.
Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i
Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik
noget ud af det. I England prøvede Svend flere generobrings-togter,
men uden større held.
Hans privatliv var var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i
sit værk: 'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som


piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger. Han dør i Søderup
'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det


nærliggende Urnehoved. Han var en intelligent og vidende mand - at
dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
(Kilde: H V Gregersen: Toldsted ved Hærvejen. 1978)
(Henv.: Gregersen -> Knytlingasaga)
(Henv.: Gregersen -> Saxo)
(Kilde: O.H. Toftegaards samling)
Fra Steen Thomsens database dec 1997

Familie/Ægtefælle/Partner: Rannveig Tordsdatter. Rannveig blev født i 1035. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Skjalm Tokesen Hvide. Skjalm (søn af Toke Trylle Palnesen) blev født i 1034; døde i 1113 i Fjenneslev, Sjælland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Date of residence: 1085
Place of residence: Konge af Danmark
Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed


mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik
bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr
tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne
pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen
og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som


vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at


styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere


heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev
kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i
Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde
han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til
et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at
danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i
Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse
til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det
første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i
Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af
nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på


Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi
han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende.
Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'.
Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder
og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
Fra Steen Thomsens database dec 1997

Konge af Danmark 1095-1103

Familie/Ægtefælle/Partner: Bodil Thrugotsdatter. Bodil (datter af Thrugot Ulfsen Fagerskind og Thorgunna Vagnsdatter) blev født i 1056; døde i 1103 i Jerusalem, Israel. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Date of residence: 1080
Place of residence: Konge af Danmark
Knud må antages at være født omkring 1042 som den næstældste af Svend
Estridsens (Ulfsøn) mange frillesønner, hvilket vil sige, at moderens
navn er ukendt. Efter sin ældre halvbroders, Harald Hens, død i 1080
bliver han valgt til konge i Danmark, efter i sine yngre år, bla i
1067 og 1075, at have deltaget i togter mod England, idet faderen
fastholdt sit krav på den engelske krone. Han søgte at styrke
kongemagten langt ud over det dengang normale, og desuden at give
kirken privillegier, bla ved at indfore tiende (10% høstskat til
kirken). Hermed kom han i konflikt med landets gamle love, og fik et
stort jysk oprør imod sig. Han var stærk i troen, fastede strengt og
lod sig piske. Hans gavebrev 1085 til domkirken i Lund, hvor han
skænker den mange gårde, er det første danske skrift (udover
runeteksterne). Her skriver han sig Knud den 4': 'ego Cnuto quartus'.
(Kilde: NC Skouvig: Hardeknud I og Hardsyssel. 1977)

Den 10 jul 1086 bliver han dræbt foran alteret i Albanikirken i
Odense, og han jordes i den gamle trækirkes lerstampede gulv. I
foråret 1095 bliver han løftet af graven og henlægges i en
stensarkofag, som bliver nedsat midlertidigt i krypten til den
kvaderstenskirke, som han selv havde taget initiativ til at lade
opføre. Den 19 apr 1100 bliver hans jordiske rester som relikvier, i
forbindelse med hans kanonisering som helgen, overflyttet fra
stenkisten til det nyfremstillede helgenskrin på højalteret i den nu
færdigbyggede kirke, der indvies til Vor Frue, sankt Alban og sankt
Knud. I 1095 var der i stenkisten blevet nedlagt en metalplade, som
blev overført til helgenskrinet, med en tekst der uden tvivl er
udarbejdet af en af de engelske munke, der i årene før
århundredeskiftet var indkaldt fra benediktinerklostret Evesham i
England, og som på moderne dansk lyder således:
"År 1086 efter herrens menneskevorden måtte i byen Odense de danskes
berømmelige konge og førstemartyr Knud for sin iver for den
kristelige religion og sine retfærdighedsgerninger i den kirke, der
var viet til den hellige martyr Albanus, som kort forud ved ham selv
var overført fra England til Danmark, da han efter bekendelsen af
sine synder var styrket med Herrens legemes sakrament og foran
alteret, med armene udbredt på jorden i form af et kors, var blevet
stunget i siden med en lanse, den 10. Juli og den sjette ugedag lide
døden for Kristus og gik til hvile i ham. Dræbte blev også sammesteds


med ham hans broder, efter sit sit navn og ved martyriets nåde
Benedictus og hans 17 medstridere, nemlig Asmund, Blakke, Svend,
Agge, Thurgot, Bernhard, Gudmer, Æskil, Toke, Palne, Atte, Sune,
Rosten, Milo, Radulf, en anden Thurgot og Vilgrip. Ligesom alle disse


ved Guds nåde har været fæller med deres konge og herre i martyriets
lidelser, således skal de efter fortjeneste blive delagtige med ham i


trøsten og lønnen." Knuds biografi blev skrevet i 1120'erne af den
engelskfødte munk Ælnod.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
(Kilde: O.H. Toftegaards samling)
(Henv: Knudsbogen. 1986)
Fra Steen Thomsens database dec 1997

Notater:

Place of residence: Eskebjerg på Hindsholm

Notater:

Place of residence: Medstifter af Sorø Kloster

Ebbe blev gift med Regnild NNsdatter før 1124. Regnild blev født før 1110. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Place of residence: Konge af Venden
Lavard = Jarl
Jarl af Sønderjylland. Myrdet af Magnus (søn af Kong Niels) der
frygtede en medbejler helgenkårret 1169. Opfostret hos Skjalm Hvide
(vel i Fjenneslev) og hos hertug Lothar af Sachsen. 1115 blev han
grænsejarl i Sønderjylland, under sin farbror kong Niels. Han
forsvarede grænsen effektivt mod venderne, bla ved at befæste byen
Schleswig - en af de første bybefæstninger i Norden. Vendernes fyrste


Henrik (søstersøn af Erik Ejegod som havde indsat ham) fortsatte
overfaldene på de danske kyster, indtil Knud havde gjort
tilstrækkelig gengæld. Henrik søgte fred, og da Knud så skaffede ham
sin mødrendearv blev de gode venner. I de urolige tider havde mange
forøget deres indtægter ved røveri, men Knud gennemførte
straffeaktioner mod både store og små. Deraf fik han sit tilnavn, som


er den nordiske form af den engelske titel 'lord' = herre. Han
udskiftede selv sin jarl-titel med det mere moderne (tyske) 'hertug',


og indførte tyske skikke ved sit hof i Schleswig. 1127 døde Henrik af


Venden, og hans sønner og sønnesønner fik slået hinanden ihjel i kamp


om magten. Knud købte sig så titlen som vendisk knes af den tyske
konge - hans gamle fosterfar Lothar. Venderne synes ikke om
arrangementet, men Knud nedkæmpede modstanden. Hans magt var nu
blevet stor, og hans stilliung tvetydig, idet han var vasal under
både den danske og den tyske konge. Dertil kom at han ansås for et
mere velegnet kongsemne end Niels og hans arvinger. Kong Niels
bebrejdede ham at han (som knes) førte sig frem som ligeværdig med
sin herre og konge, men Knud fik snakket sig ud af klemmen. Kong
Niels' søn Magnus lavede en sammensværgelse, og myrdede ham i et
baghold i Haraldsted Skov ved Ringsted. Det resulterede i borgerkrig.


Som populær fyrste og mordoffer blev han snart anset for hellig, og
der skete undere ved hans grav. Han søn Valdemar fik ham 1169
kanoniseret som helgen. Knud regnes for en dygtig, tapper og
ridderlig personlighed, ligesom hans efterkommere Valdemarerne. Han
blev banebryder for tysk kulturel indflydelse i Danmark.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
(Henv.: Robert af Ely: Biografi af Knud - ikke bevaret men grundlag
for:)
(Hnev.: Vita Canutus - helgen-levnedsskildring)
Fra Steen Thomsens database dec 1997

Hertug blev gift med Ingeborg af Kiev i 1116. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Harald Kesja was born in 1080, known to have been married to
Ragnhild, and possibly had other wives or mistresses. Harald died in
1135; he was murdered, along with two of his
sons, by his half-brother while aboard a ship in Vejle Fjord. Eight
more of his sons were taken prisoner and moved to Skåne, where they
too were murdered. The only surviving son
was Oluf, who later became king of Skåne.

This database researched and compiled by Norman Lee Madsen, Toronto,
Ontario, copyright 1990-2000.