Anebasen — Ole Thyge Plannthin

Erik 1. Ejegod

Erik 1. Ejegod

Mand 1056 - 1103  (47 år)

Personlige oplysninger    |    Notater    |    Alle

  • Navn Erik 1. Ejegod 
    Fødsel 1056  Slangerup, Sjælland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Ane-nr. Ane 28.xxx 
    Beskæftigelse Konge af Danmark 
    Død 10 jul. 1103  Paphos, Cypern Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I280  anebasen
    Sidst ændret 25 maj 2024 

    Far Svend 2. Estridsen,   f. ca. 1019, England Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 28 apr. 1074, Søderup, Jylland Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 55 år) 
    Mor Rannveig Tordsdatter,   f. 1035 
    Familie-ID F110  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie 1 Bodil 
    Børn 
    +1. Knud Lavard,   f. 1096   d. 1131 (Alder 35 år)
    Familie-ID F1583  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 2 okt. 2023 

    Familie 2 Frille 
    Børn 
    +1. Harald Kesja,   f. 1080   d. 1135, Vejle Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 55 år)
    Familie-ID F16119  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 7 aug. 2024 

    Familie 3 Frille 
    Børn 
     1. Erik II Emune,   f. ca. 1090, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 18 sep. 1137, Urnehoved i Slesvig Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 47 år)
    Familie-ID F16118  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 7 aug. 2024 

  • Notater 
    • Fra Bjarne Kofoeds database:

      Date of residence: 1085
      Place of residence: Konge af Danmark

      Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr
      tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i
      Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse
      til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af
      nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende. Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'. Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)

      (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
      Fra Steen Thomsens database dec 1997

      Konge af Danmark 1095-1103