Anebasen — Ole Thyge Plannthin
Notater
Match 8,851 til 8,900 fra 56,503
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 8851 | Dalegård, Olsker siden Højegård, Klemensker | Dam, Carl (I3312)
|
| 8852 | Damgade 2a | Madvig, Herman Andreas (I11646)
|
| 8853 | Dampskibskaptajn i Japan. | Sommer, Frederik Ludvig (I2848)
|
| 8854 | Dana-ást betyder 'den som danerne elsker'. Han faldt på vikingetogt iVesterled. Han omtales i sagaerne, men det virker mest som frit digt.Et af sagnene beretter at Gorm havde lovet at dræbe den der bragte hambud om Knuds død. Da Thyre fik nyheden, smykkede hun kongshallen tilsorg, og fortalte Gorm en historie om en grå og en hvid høg. Da Gorm såspurgte hende om Knud var død, svarede hun de kendte ord: 'Det sagde I ogikke jeg, herre konge'. (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Ifølge opkaldereglerne er det overvejende sandsynligt, at Gorms ældstesøn er opkaldt efter sin farfar. Fra Steen Thomsens database dec 1997 | _____, Knud Dana-ást (I5247)
|
| 8855 | Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1991-93:488. | Bang, Niels (I36081)
|
| 8856 | Danmarks ældste forretninger: BØRRE LORENZEN & Co. Kgl. Hof-Manufakturhandel, er grundlagt 1847 af Julius S. A. Børre (f. 1823, d.1898) og Emil Lorenzen (f.1822, d.1902) under Firma Lorenzen & Børre. I 1873 deltes Forretningen i to selvstændige Firmaer: J. Børre & Co. (se J. Børre & Co´s Efterfølger) og Børre Lorenzen & Co. I 1875 overdrog Grundlæggerne sidstnævnte Firma til Johannes Børre Lorenzen og Joseph Herforth (f. 1853), hvilken sidste efter J. Børre Lorenzen´s Død i 1884 var Eneindehaver, indtil Firmaet i 1897 overgik til de nuværende Indehavere, Otto Vilhelm Ringberg (f. 1857) og Birger Christensen (f. 1870). Adresse: Østergade 13, København Kilde: Krak: Danmarks ældste forretninger (1910) | Ringberg, Otto Vilhelm (I624)
|
| 8857 | Dansk Biografisk Leksikon. Mourier, Konrad Emil, 1795-1865, Søofficer, Søn af ovennævnte Præst Ferdinand Louis M., fødtes 11. April 1795 i Kjøbenhavn, blev Sekondlieutenant i Marinen 1813, Premierlieutenant 1820, Kapitajnlieutenant 1830, Kapitajn 1841, Kommandørkapitajn 1847, Kommandør 1851, Aaret efter Kontreadmiral, 1853 Flaadeinspektør og Viceadmiral; i Jan. 1864 erholdt han Afsked og døde 26. April 1865. Kort efter sin Udnævnelse til Officer ansattes M. ved en Kanonbaadsdivision i Nordsøen; det paafølgende Aar blev han detacheret til General Karsdorffs Hjælpekorps ved Elben. Efter Freden gjorde han 1816-19 flere Rejser som Overstyrmand med det ostindiske Kompagnis Fregatskib «Anna Dorothea» og blev derefter ansat som Admiralitetsadjudant, hvilken Stilling han med Afbrydelser beholdt indtil 1831. Han foretog en Del Togter, dels som subaltern, bl. a. til Vestindien, dels som selvstændig kommanderende; saaledes førte han 1827 og 1830 Kongens Dampskib «Kiel». I Sommeren 1831 ægtede han Constance Marie Münster (f. 12. Maj 1808 d. 6. Jan. 1864), Datter af Landfysikus i Buskerud Amt Jørgen Andreas M. (f. 1775 d. 1835) og Henriette Louise Christine f. Colding (f. 1780 d. 1847). Umiddelbart herefter rejste M. til Trankebar, hvor han overtog Posten som Gouvernør for de dansk-ostindiske Besiddelser og virkede til 1838, meget afholdt paa Grund af sin humane Administration. Overgangen fra en aarlig Indtægt af 8000 Rdl. til 600, da han kom tilbage, trykkede ham ikke lidet; men kort efter fik han Kommandoen over Briggen «Mercurius» til Vestindien og Sydamerika 1839-41. Det paafølgende Aar afhentede M. i England Marinens første Krigsdampskib, «Hekla», for hvilket han 1843-45 blev Chef paa et Togt til Marokko. 1848 indtraadte M. som 3. Militærdeputeret i Admiralitetskollegiet; da dette s. A. omdannedes til det nuværende Marineministerium, erholdt han Stillingen som Direktør for Admiralitetsdepartementet og ledede som saadan de ministerielle Forretninger i den 1. slesvigske Krig, under hvilken han altsaa ikke var udkommanderet. Ved denne Virksomhed forblev han indtil 1853. Det paafølgende Aar var M. Chef for en Ovelseseskadre af Sejl- og Dampskibe. S. A. erholdt han Storkorset. 1855 sendtes han i en overordentlig Mission til Frankrig for at overrække Kejser Napoleon Elefantordenen; 1856 ansattes han som Holmens Overekvipagemester, 1858 som Chef for Orlogsværftet, i hvilken Stilling han forblev til 1864. 1860 blev M. Ordensmarskal. Hvad der navnlig karakteriserede M., var den Retsindighed og den strænge Pligtfølelse, hvormed han udførte al sin Tjeneste. Uden nogen Sinde at trænge sig frem vandt han dog bestandig en saadan Tillid, at man betroede ham den ene betydelige Post efter den anden. Om dem alle kan det siges, at han udfyldte dem med overlegen Dygtighed. Særlig som Chef for Orlogsværftet har M. sat sig et varigt Minde. Han overtog Stillingen paa et Tidspunkt, hvor det ikke kan nægtes, at Begreberne vare noget slappe, og en Del Uvæsen med Hensyn til personlig Fordel havde faaet Hævd. Ved sit Exempel der for en uindviet kunde synes at nærme sig Pedanteriets Grænse fik han dog hurtig Ende paa største Parten af disse Uskikke. I Marinen nævnes endnu den haarfine Redelighed, hvormed han skjelnede mellem sit eget private og det, som hørte Staten til. I Aaret 1863 nedsattes med A. F. Krieger som Formand en parlamentarisk Kommission til Undersøgelse af Værftets Forhold; i denne Kommission havde den bekjendte Folketingsmand Grosserer Alfred Hage Sæde, og gjennem ham forvoldtes der M. mange Fortrædeligheder, der sikkert have ærgret den grundhæderlige Mand meget, men som dog aldrig udad til bragte ham ud af den værdige Ro, der var hans Særkjende. 1859 havde han det Uheld at blive blind paa det ene Øje; han indgav i den Anledning Begjæring om Afsked, men denne modtoges ikke. Som kommanderende var M. urokkelig koldblodig. Da der ved en Flaadeinspektion i Korvetten «Flora» 1854 udbrød Ild i Nærheden af Krudtmagasinet, gav M., uden at fortrække en Mine, Chefen Ordre til at slukke Branden og blev staaende oven over Brandstedet, samtalende med sine omgivende, som om intet var paa Færde. Naar man til de ovenanførte Egenskaber føjer Stræng Gudsfrygt og en stærkt udviklet praktisk Sans, vil Billedet af denne Hædersmand staa klart for den Efterverden, der ikke personlig har kjendt ham. Hiort-Lorenzen og Elvius, Patriciske Slægter S. 204 f. | Mourier, Konrad Emil (I15475)
|
| 8858 | Dansk Biografisk Leksikon: Mourier, Ferdinand Louis, 1754-1831, Præst, Søn af Handelsmand, Borger i Genf Jean George M. og Eve Louise f. Bourgeois, er født i Genf 12. Nov. 1754. 1780 blev han Præst i Zurich, siden Apostel-Minister og Kateket i Genf og 1786 Præst ved den franske reformerte Menighed i Kjøbenhavn. 1812 fik han Rang med Kjøbenhavns Sognepræster, 1815 Titel af Professor og 1817 Rang med Kjøbenhavns Provster. Han tog sin Afsked 1821 og døde i Kjøbenhavn 22. Marts 1831. Han var 2 Gange gift: 1. (1787) med Juliane Marie f. Spengler (f. 1765 d. 1799), Datter af Kunstkammerforvalter Lorents S.; 2. (1802) med Mechtele Marie f. Harboe (f. 1776 d. 1821), Datter af Oberst Jacob H. Som Ovenstaaende viser, har M. nydt stor Anseelse i sit nye Fædreland; han følte sig ogsaa knyttet til dette og beskæftigede sig med dets Historie. Især har han i forskjellige Tidsskrifter skrevet talrige Biografier, mest af Mænd og Kvinder, der have tilhørt den reformerte Kirke i Danmark: Grev Gyldensten, Desmerciéres, Iselin, Reverdil, Dronning Charlotte Amalie o. fl. Han har dog ikke været det danske Sprog saaledes mægtig, at han har kunnet skrive det; Afhandlingerne ere meget maadelig oversatte fra Fransk. En Del af dem ere særlig aftrykte under Titel: «Nogle berømte Mænds og Kvinders Levnedsbeskrivelser». Han har stundum bevaret Træk af de skildredes Liv, som ellers vilde være blevne glemte; men nogen egentlig historisk Betydning kan der næppe tillægges hans Forfattervirksomhed. | Mourier, Ferdinand Louis (I15469)
|
| 8859 | Dansk Biografisk Leksikon: Rist, Jonas, 1692-1737, Præst, fødtes 18. Juli 1692 i Saltdalen, hvor Faderen, Knud Larsen R., var Vicepastor i 45 Aar til sin Død 1727. Moderen hed Susanne Jensdatter Todal. Han kom 1707 i Bergens Skole, deponerede 1713 og blev Aaret efter Hører ved Frederikshalds Skole. Da Carl XII 1716 faldt ind i Norge, tog han strax Tjeneste ved Peder Colbjørnsens Kompagni, som han fulgte paa dets forskjellige «Expeditioner». Da Fjenden var borte og Skolebygningen brændt, blev han Huslærer i Christiania til 1719, da han drog til Kjøbenhavn og tog Attestats 1720. S. A. leverede han under Titelen «Frederikshalds Æreskrans» en Beretning om samtlige denne Bys Belejringer efter officielle Dokumenter, gamle Folks Meddelelser og egne Optegnelser. Meget er her opbevaret, som ellers vilde være gaaet tabt, og som Fortæller maa han i det hele anses for paalidelig, om det end er kjendeligt, at Brødrene Colbjørnsens Indflydelse har gjort sig gjældende ved hans Bedømmelse af de militære Forhold. Efter i 4 Aar at have ligget i Kjøbenhavn og lidt stor Nød blev han 1723 Sognepræst til Ullensaker, hvor han døde ugift 16. Nov. 1737. Dansk Museum Juni-Avg. 1782. D. Thrap. | Rist, Jonas (I1778)
|
| 8860 | Dansk Biografisk Lexikon, Projekt Runeberg Koefoed (Kofod), Jens Pedersen, 1628-91, bornholmsk Patriot, er født 3. Nov. 1628 i Rønne og Søn af derværende Borgmester Peder Hansen K. Moderen hed Elisabeth Madsdatter Ravn. Om hans første Ungdom enten tie Kilderne eller bringe upaalidelige Efterretninger, men han synes at have været af en hidsig og stridbar Natur, og 26 Aar gammel havde han et Drab paa sin Samvittighed. Maaske for at undgaa Følgerne heraf synes K., der Aaret i Forvejen (1653) havde giftet sig med Margrethe Sander (d. 28. Juli 1678), at være tyet over til Skaane, og han indtraadte her 1657 som menig Rytter i Axel Urups Regiment. Dette blev i Begyndelsen af 1658 ført over til Sjælland og senere i Følge Roskildefreden overleveret til Carl Gustav, men K. maa paa en eller anden Maade have unddraget sig svensk Krigstjeneste, thi i Nov. s. A. var han vendt tilbage til Bornholm og blandt sine Landsmænd, da disse, ophidsede ved trykkende Skattepaalæg og hensynsløs Udskrivning og opildnede af Opraab fra Frederik III, besluttede at afkaste det dem, ligeledes ved Roskildefreden, paalagte Aag. Det kan være tvivlsomt, om Planen til Befrielsesværket er udgaaet fra K., saaledes som det almindelig antages, og om den ikke snarere skyldes Hædersmanden Poul Ancker, Sognepræst i Hasle og Rutsker (I, 214), i Forening med Borgmester Peder Olsen i Hasle, men K. har i hvert Fald spillet en Hovedrolle ved den lige saa behjærtede som kløgtige Udførelse af Sammensværgelsen. Som bekjendt begyndte Rejsningen med, at K. i Spidsen for nogle medsammensvorne 8. Dec. trængte ind til den svenske Gouvernør og Kommandant paa Hammershus, Oberst Johan Printzenskøld, der under en Tjenesterejse var taget ind til Borgmester Peder Lauridsen i Rønne, og bemægtigede sig hans Person. Da Printzenskøld forsøgte at undløbe, blev han nedskudt paa Gaden af K.s Svoger Villum Clausen. Den følgende Dag droge alle de sammensvorne, nu efterfulgte af store Hobe bevæbnede Borgere og Bønder, mod Hammershus, hvis Besætning, forskrækket over Printzenskølds Skæbne, lod sig skræmme og overgav Klippefæstningen. Dermed var i Virkeligheden Øen tilbagevundet, og 12. Dec. kunde der igjen, som det hedder, "bedes fra Prædikestolen for den danske Konge". K. i Forbindelse med 2. Borgmester i Rønne, Claus Kam, overtog foreløbig Befalingen over Slottet og Landet, medens Borgmester Peder Olsen blev sendt til Kjøbenhavn for at overgive Øen i Frederik III's Hænder. Som Løn for K.s Færd lod Kongen først udstede et "Fredebrev", der fritog K. for retslig Tiltale for Drabet, og udnævnte ham dernæst til Kapitajn i Bornholms Milits med aarlig Sold af 200 Rdl. og afgiftsfri Benyttelse af den store Ejendom Maglegaard i Øster Mariæ Sogn. Selve Opstanden gjennemførtes med forholdsvis faa Ofre af Menneskeliv uden unødvendig Grusomhed. Maaske var dette ikke efter K.s Hoved, thi han nærede et glødende Had til Svenskerne. Udslag heraf gav sig senere til Kjende under den Skaanske Krig, hvor han, da den svenske Flaade 1678 led Skibbrud ved Bornholm, i Modsætning til Kommandanten stærkt holdt paa, at alle ilandkomne uden Naade og Barmhjærtighed skulde ihjelslaas. K. giftede sig anden Gang (1680) med en Adelsdame, Elisabeth Akeleye (f. 27. Marts 1654 d. 13. Febr. 1739), Datter af Gabriel A. til Bjellerup og Beate Clausdatter Machabæus. Hans eget, af ham og Efterslægt paastaaede, Adelskab er det derimod ikke lykkedes at føre Bevis for. Med begge sine Hustruer havde han ikke færre end 24 Børn, 12 Sønner og 12 Døtre. Han døde paa Maglegaard 16. Maj 1691. | Kofoed, Jens Pedersen (I87)
|
| 8861 | Dansk Høvding Grundlægger af Petersdorf på Fehmarn , nu tysk halvø. | Ulfeldt, Peder Strangesen (I253)
|
| 8862 | Dansk Numismatisk Forening https://numismatik.dk/d-n-f/milepaele-historie/ | Pedersen, Peder Møller Martin (I45284)
|
| 8863 | Danske og norske officerer i perioden 1648-1814 er beskrevne i en alfabetisk fortegnelse med personlige data og karriereoplysninger: | Kilde (S1812)
|
| 8864 | Data fra Kure register (database): Han har givet navn til Bornholmstrafikken hurtigfærge. Skød Printzensschöld d. 8 dec 1658. Fik 29 dec af kongen lov at have Rabækkegård fri for landsgilde i hans livstid. Var født i Rønne af købmand Claus Willumsen. Hans kone Karine var søster til Jens Kofoed. Boede i sin købmandsgård i Rønnes nordre del. 1668 valgt til kæmner i Rønne indtil 1671. På grund af mangel på aflevering af regnskab blev han idømt bøde af Bornholms landsting. Døde i Rønne i sin købmandsgård 1679 | Kelou, Willum Clausen (I10725)
|
| 8865 | data fra vielse | Thomsen, Svend Valdemar (I4813)
|
| 8866 | Data fra vielse | Jensen, Vilhelmine Christine (I4814)
|
| 8867 | Data kan ikke læses i kontraministerialbogen. Tjek evt. senere i hovedbogen. | Hansdatter, Anne Marie (I30271)
|
| 8868 | Data om Højen Sogn https://dis-danmark.dk/bibliotek/807106.pdf | Nielsen, Gyde (I33685)
|
| 8869 | Databasen omfatter familien Jørgensens slægt og andre slægter i Vester Nebel sogn. Connie og Henning Jørgensens aner og slægt. Slægtstavlen er samtidig et forsøg på at kombinere slægterne i Vester Nebel sogn samt vise efterkommerne efter disse. | Kilde (S2455)
|
| 8870 | Databasen samler en række oplysninger om gårde, skifter, mv. Databasen indeholder henvisninger til originale kilder, der dog ikke er tjekket i alle tilfælde, idet oplysningerne vurderes at have en meget høj kvalitet. | Kilde (S1209)
|
| 8871 | Date of residence: 0916 Place of residence: Konge i Danmark Dansk konge med sæde i Jelling; havde også tilnavnet "Loge", d.v.s. "den dvaske". Han var gift med Thyra og rejste sten over hende i Jelling, hvor de begge begravedes i kæmpehøje. Sønnen Harald Blåtand rejste dem den store Jelling-sten. Det formodes at Gorm senere er flyttet ind i et gravkammer i den af Harald opførte stavkirke. Gravkammeret er fundet i den nuværende kirke. Til trods for al usikkerhed er Gorm den første danske konge efter 873, som er mere end et navn for os. Runestenene i Jelling bekræfter at Harald var hans søn og efterfølger og at Gorms hustru, Haralds mor, hed Tyre. Disse indskrifter og andre mindesmærker på stedes viser at Jelling var et vigtigt centrum for begge kongers virke. Gorm blev først begravet i den store nordlige Jellinghøj, men efter Haralds omvendelse blev liget flyttet og gravlagt under gulvet midt i den kirke, som Harald byggede i nærheden. Det meste af Gorms skelet er nylig blevet fundet, og det viser at han var 40 - 50 år gammel ved sin død. Han var ca. 172 cm. høj og ikke særlig kraftigt bygget. Efter undersøgelse af knogleresterne erklæres det, at han i lighed med de fleste midaldrende danskere led af osteoarthritis i den nederste del af rygsøjlen. Der er fundet 72 knoglestumper og 17 tænder. Man ved ikke præcis hvor langt Gorms kongerige strakte sig, men man kan med rimelighed regne med at han beherskede Hedeby og Danevirke, ligesom han kan have haft magten over hele Jylland og nabooerne. Om Gorms herkomst hersker der en del tvivl. Datidens kronikeskrivere anfører divergerende oplysninger; Det mest sandsynlige er, at Gorms far er Hardeknud; Adam af Bremen skriver "... da ærkebiskop Unni besøgte danerne i 936 var Hardeknuds søn Gorm konge". Kilde: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie III, side 219-221. Gorm er antageligt et kælenavn for Guttorm. Tilnavnet 'den gamle' har Gorm måske haft i levende live, for hans datter Gunhild opkalder sine to sønner Gorm og Gamle (ifølge hvem?). Han bliver konge af Danmark efter sin far Hardeknud, dvs engang efter 934. Ifølge Adam af Bremen var biskop Unni (- 936) på missionsrejse til Sverige i 935, og havde undervejs et møde med kong Gorm. Den beretning er dog for usikker, og kan ikke bruges til at tidsfæste Gorms regeringstid. (Kilde: Bent Ousager i Skalk 1957.2) Ifølge Dudo's Normandi-kronike fra ca 1000, var der i årene op mod 842 løbende krig mellem Danmark og Sachsen, og Sachsens hertug Herman Billung var en overgang fange i Danmark og lærte her nordisk. Desværre ved vi ikke om det var Gnupa, Hardeknud, Gorm eller Harald der fangede ham. Også i Widukinds sachser-kronike er kampene omtalt. I 948 er der 3 (udenlandske) biskopper i Danmark, ifølge Adam på foranledning af kejser Otto den Store (- 973), så tyskerne må have vundet i den sidste ende. Danmark lå også i krig med Norge i denne tid. Erik Blodøkses sønner ville med dansk hjælp have kongemagten fra Håkon Adelstensfostre, men han slog dem og danskerne til lands og til vands, og krævede derefter skat af Danmark. Dette sker omkring 947. (Kilde: Bent Ousager i Skalk 1957.2) Gorm er antageligt gravlagt i Jellings Nordhøj, og begravelsen er årringsdateret til 958. Graven er siden forstyrret, antageligt er Gorm gravet op af kristne efterkommere, og rimeligvis er det Gorms ben, der er fundet i en grav under Jelling kirkes gulv, men derom strides de lærde endnu. (Kilde: Knud J Krogh: Gåden om kong Gorms grav. 1993) (Kilde: Harald Andersen i Skalk 1995.1) (Kilde: Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. s 93-123) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Undertvang sig Jylland omkring 880 | Danmark, Kong Gorm den Gamle af (I6805)
|
| 8872 | Date of residence: 1047 Place of residence: Konge af Danmark Svend Estridsen er den eneste danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde. Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe. Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Omend med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til sos i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed. Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn. Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven. Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter. Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074. Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges son, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark. Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047). Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge. Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet. Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhåjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske. Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det. I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held. Hans privatliv var var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk: 'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger. Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved. Han var en intelligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) (Kilde: H V Gregersen: Toldsted ved Hærvejen. 1978) (Henv.: Gregersen -> Knytlingasaga) (Henv.: Gregersen -> Saxo) (Kilde: O.H. Toftegaards samling) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Danmark, Kong Svend 2. Estridsen af (I6772)
|
| 8873 | Date of residence: 1080 Place of residence: Konge af Danmark Knud må antages at være født omkring 1042 som den næstældste af Svend Estridsens (Ulfsøn) mange frillesønner, hvilket vil sige, at moderens navn er ukendt. Efter sin ældre halvbroders, Harald Hens, død i 1080 bliver han valgt til konge i Danmark, efter i sine yngre år, bla i 1067 og 1075, at have deltaget i togter mod England, idet faderen fastholdt sit krav på den engelske krone. Han søgte at styrke kongemagten langt ud over det dengang normale, og desuden at give kirken privillegier, bla ved at indfore tiende (10% høstskat til kirken). Hermed kom han i konflikt med landets gamle love, og fik et stort jysk oprør imod sig. Han var stærk i troen, fastede strengt og lod sig piske. Hans gavebrev 1085 til domkirken i Lund, hvor han skænker den mange gårde, er det første danske skrift (udover runeteksterne). Her skriver han sig Knud den 4': 'ego Cnuto quartus'. (Kilde: NC Skouvig: Hardeknud I og Hardsyssel. 1977) Den 10 jul 1086 bliver han dræbt foran alteret i Albanikirken i Odense, og han jordes i den gamle trækirkes lerstampede gulv. I foråret 1095 bliver han løftet af graven og henlægges i en stensarkofag, som bliver nedsat midlertidigt i krypten til den kvaderstenskirke, som han selv havde taget initiativ til at lade opføre. Den 19 apr 1100 bliver hans jordiske rester som relikvier, i forbindelse med hans kanonisering som helgen, overflyttet fra stenkisten til det nyfremstillede helgenskrin på højalteret i den nu færdigbyggede kirke, der indvies til Vor Frue, sankt Alban og sankt Knud. I 1095 var der i stenkisten blevet nedlagt en metalplade, som blev overført til helgenskrinet, med en tekst der uden tvivl er udarbejdet af en af de engelske munke, der i årene før århundredeskiftet var indkaldt fra benediktinerklostret Evesham i England, og som på moderne dansk lyder således: "År 1086 efter herrens menneskevorden måtte i byen Odense de danskes berømmelige konge og førstemartyr Knud for sin iver for den kristelige religion og sine retfærdighedsgerninger i den kirke, der var viet til den hellige martyr Albanus, som kort forud ved ham selv var overført fra England til Danmark, da han efter bekendelsen af sine synder var styrket med Herrens legemes sakrament og foran alteret, med armene udbredt på jorden i form af et kors, var blevet stunget i siden med en lanse, den 10. Juli og den sjette ugedag lide døden for Kristus og gik til hvile i ham. Dræbte blev også sammesteds med ham hans broder, efter sit sit navn og ved martyriets nåde Benedictus og hans 17 medstridere, nemlig Asmund, Blakke, Svend, Agge, Thurgot, Bernhard, Gudmer, Æskil, Toke, Palne, Atte, Sune, Rosten, Milo, Radulf, en anden Thurgot og Vilgrip. Ligesom alle disse ved Guds nåde har været fæller med deres konge og herre i martyriets lidelser, således skal de efter fortjeneste blive delagtige med ham i trøsten og lønnen." Knuds biografi blev skrevet i 1120'erne af den engelskfødte munk Ælnod. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) (Kilde: O.H. Toftegaards samling) (Henv: Knudsbogen. 1986) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Hellige, Knud 2. den (I272)
|
| 8874 | Date of residence: 1080 Place of residence: Konge af Danmark Knud må antages at være født omkring 1042 som den næstældste af Svend Estridsens (Ulfsøn) mange frillesønner, hvilket vil sige, at moderens navn er ukendt. Efter sin ældre halvbroders, Harald Hens, død i 1080 bliver han valgt til konge i Danmark, efter i sine yngre år, bla i 1067 og 1075, at have deltaget i togter mod England, idet faderen fastholdt sit krav på den engelske krone. Han søgte at styrke kongemagten langt ud over det dengang normale, og desuden at give kirken privillegier, bla ved at indfore tiende (10% høstskat til kirken). Hermed kom han i konflikt med landets gamle love, og fik et stort jysk oprør imod sig. Han var stærk i troen, fastede strengt og lod sig piske. Hans gavebrev 1085 til domkirken i Lund, hvor han skænker den mange gårde, er det første danske skrift (udover runeteksterne). Her skriver han sig Knud den 4': 'ego Cnuto quartus'. (Kilde: NC Skouvig: Hardeknud I og Hardsyssel. 1977) Den 10 jul 1086 bliver han dræbt foran alteret i Albanikirken i Odense, og han jordes i den gamle trækirkes lerstampede gulv. I foråret 1095 bliver han løftet af graven og henlægges i en stensarkofag, som bliver nedsat midlertidigt i krypten til den kvaderstenskirke, som han selv havde taget initiativ til at lade opføre. Den 19 apr 1100 bliver hans jordiske rester som relikvier, i forbindelse med hans kanonisering som helgen, overflyttet fra stenkisten til det nyfremstillede helgenskrin på højalteret i den nu færdigbyggede kirke, der indvies til Vor Frue, sankt Alban og sankt Knud. I 1095 var der i stenkisten blevet nedlagt en metalplade, som blev overført til helgenskrinet, med en tekst der uden tvivl er udarbejdet af en af de engelske munke, der i årene før århundredeskiftet var indkaldt fra benediktinerklostret Evesham i England, og som på moderne dansk lyder således: "År 1086 efter herrens menneskevorden måtte i byen Odense de danskes berømmelige konge og førstemartyr Knud for sin iver for den kristelige religion og sine retfærdighedsgerninger i den kirke, der var viet til den hellige martyr Albanus, som kort forud ved ham selv var overført fra England til Danmark, da han efter bekendelsen af sine synder var styrket med Herrens legemes sakrament og foran alteret, med armene udbredt på jorden i form af et kors, var blevet stunget i siden med en lanse, den 10. Juli og den sjette ugedag lide døden for Kristus og gik til hvile i ham. Dræbte blev også sammesteds med ham hans broder, efter sit sit navn og ved martyriets nåde Benedictus og hans 17 medstridere, nemlig Asmund, Blakke, Svend, Agge, Thurgot, Bernhard, Gudmer, Æskil, Toke, Palne, Atte, Sune, Rosten, Milo, Radulf, en anden Thurgot og Vilgrip. Ligesom alle disse ved Guds nåde har været fæller med deres konge og herre i martyriets lidelser, således skal de efter fortjeneste blive delagtige med ham i trøsten og lønnen." Knuds biografi blev skrevet i 1120'erne af den engelskfødte munk Ælnod. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) (Kilde: O.H. Toftegaards samling) (Henv: Knudsbogen. 1986) Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Danmark, Kong Knud 2. den Hellige af (I6774)
|
| 8875 | Date of residence: 1085 Place of residence: Konge af Danmark Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende. Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'. Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Konge af Danmark 1095-1103 | Danmark, Kong Erik 1. Ejegod af (I6763)
|
| 8876 | Date of residence: 1131 Fra sin moster, dronning Margrethe (gift med kong Niels af Danmark) fik hun store svenske godser i medgift. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) | Kiev, Ingeborg af (I6758)
|
| 8877 | Date of residence: 1131 Place of residence: Florina Efter Knuds drab, fulgte hun med hans bror Erik (senere Ejegod) til Sverige, hvor hun blev gift med en svensk Erik, der senere blev jarl af Falster. (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) | Knudsdatter, Cecilie (I269)
|
| 8878 | Date of residence: 1186 Place of residence: Kongelig marsk Reference: DAA:1923:501 Page: Brenner (168) | Ulfeldt, Strange (I257)
|
| 8879 | Date of residence: 1623 Place of residence: 25.sgd. Valnøddegård i Olsker | Pedersen, Rasmus (I621)
|
| 8880 | Date of residence: 1662 Place of residence: 3.vgd. Knarregård i Rutsker | Pedersen, Erich (I608)
|
| 8881 | Date of residence: 1678 Place of residence: 6.sgd. Egesgård i Bodilsker måske søn af Laurits Arristsen 6.sgd.BO | Larsen, Hans (I6462)
|
| 8882 | Date of residence: 1695 Place of residence: Degn i Bodilsker 6.vgd. Langedeby i Bodilsker blev indsat som degn i Bodilsker-Nexø 22.4.1694, tre uger efter faderens begravelse. | Erichsen, Joseph (I6447)
|
| 8883 | Date of residence: 1734 1.vgd. Hjortegård i Pedersker Degn i Pedersker | Hjorth, Hans Hansen (I6351)
|
| 8884 | Date of residence: 940 - 0986 Place of residence: Konge af Danmark Rejste den store runesten i Jellinge (Danmarks dåbsattest). Indskriften er: "Harald Konge bød giøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne" Tilnavnet Blåtand har næppe noget med tænder at gøre. Den ældste form vi har er Blatan, men ingen ved hvad det skal betyde. Adam af Bremen skriver at Harald regerede i 50 år, men måske betyder det blot 'mange'. Roskildekrøniken skriver at han i 15 år regerede sammen med Gorm.Historien beretter at biskop Poppo bar jernbyrd (han bar glødende jern uden at brænde fingrene), og derved overbeviste Harald om Kristi styrke overfor Thor og Odin. Derpå lod Harald sig døbe. Historien blev berømt viden om, og ses på kalkmalerier mm langt ned i Europa. I 965 giver den tyske kejser Otto den Store (-973) sine bispesæder i Schleswig, Ribe og Århus fuld skattefrihed. Dette kan (bla) tolkes som, at han overdrager dem til Harald. Den tredje byggefase på Dannevirke er dateret til 968, og må være Haralds værk. Han har også stået for bygningen af Trelleborg (980/81), Fyrkat (ca 980/81), og rimeligvis også Aggersborg og Trelleborg i Skåne, foruden Ravningbroen over Vejle ådal (979 1). Til disse bygningsværker må Harald have udskrevet skatter, arbejdere og materialer i hidtil utænkelig størrelsesorden, og det viser at han har haft en meget stor magt indadtil. Måske er borgene beregnet til at befæste denne magt, dvs forhindre oprør. Annalerne skriver at Harald (med titlen hertug) betaler sin fastsatte afgift til den tyske kejser Otto i 973. Da Otto dør samme år, og sachser-hertugen Herman Billung nylig var død, prøver Harald i 974 en krig for at frigøre Danmark. Den er omtalt i flere annaler og i Snorris Heimskringla, og der fortælles om svære kampe ved Dannevirke. Det ender med dansk nederlag, så Harald må fortsat betale det aftalte beløb, nu til kejser Otto II (- 983), og Sydslesvig (fra Dannevirke til Ejderen) indlemmes i Sachsen. I 982 bliver Otto II (- 983/4) slået af araberne, og både slaviske folk og Danmark forsøger at frigøre sig af kejserriget. Harald tilbageerobrer området ned til Ejderen, og gør Danmark frit for skattepligten til Tyskland. Den endelige fred, hvor Tyskland fraskriver sig Hedeby og landet nord for Ejderen, bliver dog først sluttet af Haralds barnebarn Knud den Store i ca 1025. Teksten på Haralds Jellingsten slutter (måske er det en senere tilføjelse): 'Den Harald som vandt sig alt Danmark og Norge, og gjorde danerne kristne'. Imidlertid viser de frankiske annaler, at Danmark er et samlet rige længe for Gorm og Harald. I 811-13 rækker det fra Ejderen til Skåne og Vestfold (V for Oslofjorden). Også Ottars og Wulfstans rejseberetninger fra slutningen af 800-tallet omtaler et Danmark bestående af: Oslofjorden, Bohus Len, Halland, Skåne, øerne og Jylland til Ejderen. Blekinge hører på den tid til Sverige, og Bornholm har sin egen konge. (Kilde: Niels Lund: Ottar og Wulfstan. 1983) Der er altså ingen belæg for at hverken Gorm eller Harald samlede et antal småkongedømmer til Danmark. Evt kan Harald hentyde til rester af Gnupas herredømme, som han får renset ud, eller diverse stormænd som har revet sig løs under borgerkrigen. Men teksten kan også oversættes til: '... som vandt sig Danmark HELT - samt Norge - og kristnede danerne' Her kan 'helt' hentyde til Haralds sejr over tyskerne i 983. Harald bliver såret i et slag ca 986 mod sin søn Svend Tveskæg, der ledede et større oprør mod ham. Han flygter til Jomsborg og dør der. Om Jomsborg overhovedet har eksisteret, er ret usikkert, men antageligt gemte Harald sig i byen Iumne / Julin / Hyumsburgh / Iumneta / Vineta, idag rimeligvis Wolin ved Oders østlige munding, 20 km ø for Swinoujscie. Hans sandsynlige dødsdag kendes fra en årtideliste: der skulle bedes for ham 1 nov, årstallet er antageligt 986 eller 987. (Kilde: Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. s 115-123) (Kilde: Steen Hvass og Birger Storgaard (red): Da klinger i Muld... 1993) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Han udbyggede Jomsborg til værn mod venderne. Han erobrede Norge ca. 960, men hans flåde, ledet af jomsvikingerne, led 975 nederlag ved Hjørungavåg, hvorved Norge igen gik tabt. | Danmark, Kong Harald 1. Blåtand af (I6795)
|
| 8885 | Date of residence: 986 Place of residence: Konge af Danmark Konge i Danmark 986-1014. Han vandt herredømmet over Norge ca. 1002 efter at han sammen med Erik Jarl og Kong Olof af Sverige besejrede Olaf Trygvesen i slaget ved Svold. Han foretog mange togter til England og erobrede det meste af dette land 1013. Det antages, at han anlagde vikingeborgene Aggersborg, Trelleborg, Fyrkat og Nonnebakken. Om Svend er søn af Tove eller af en frille, er ganske uvist. Efter at have slået faderen omkring 986 bliver Svend konge i Danmark, fra 1002 tillige i Norge og fra 1013 endelig også i England. Svends omdømme iflg kirkelig tradition er dårligt, men dette skyldes nok, at han gjorde kraftig modstand mod at give sig ind under Bremer-kirken, hvis organisation bryder sammen efter den handlekraftige ærkebiskop Adaldags død i 988. Tværtimod indkaldte han præster og munke fra England. 988 udstedes et nyt privillegiebrev til bisperne i Århus, Ribe, Schleswig og Odense: De må bosætte sig hvor de vil i det tyske rige - så Svend må have smidt dem på porten. Omkring årtusindskiftet var der tilbage i Danmark kun bispen i Ribe, Odinkar, der var i slægt med kongehuset, men som havde fået en fuld kirkelig uddannelse både i England, Frankrig og Bremen. Han var energisk og fik samlet alle bispestolene i Danmark under sig. Svends væsentlige virke lå i England, som det lykkedes ham endeligt at erobre i 1013. Under de mange kampe blev vikingehærene flere gange købt bort med 'danegæld' i stadig større beløb, i 1005/6 således ca 10 tons sølv. Svend var dog også hjemme, bla for at klare de politiske stridigheder med kong Olav Trygveson af Norge. Det endte med slaget ved Svold i år 1000, hvor Svend i en forenet flåde med Erik jarl af Norge og Olov Skötkonung af Sverige slog Olav Trygvesons flåde, og hvor denne blev dræbt. Svolds beliggenhed er ikke lokaliseret, måske ligger den i nærheden af Rügen, måske er det Ven i Øresund. Svend var gift et par gange og havde sandsynligvis nogle friller. Fra Steen Thomsens database dec 1997 Toke Palnatoke Palnesens plejeson Konge af England 1013 - 1014 | Danmark, Kong Svend 1. Tveskæg af (I6786)
|
| 8886 | Datering baseret på begravelse af Anders Christensens 1. hustru og børns fødselsår. | Familie: Anders Christensen / Anne Thomasdatter (F14951)
|
| 8887 | Datering baseret på børns fødselsår. | Familie: Knud Nielsen / Inger Larsdatter (F8609)
|
| 8888 | Dateringen af flytningen er baseret på, at udflytningslisten i Tryggelev og indflytningslisten i Besser er ført frem til sommeren 1875, og familien er ikke registreret her. Datteren Jensine er konfirmeret i Besser oktober 1876. Familien må derfor være flyttet i perioden fra sommer 1875 til oktober 1876. | Familie: Gomme Frederik Brandt / Hansine Nielsen (F6013)
|
| 8889 | Dateringen baseret på oplysninger ved begravelsen 16. december 1710 af Påfel Börjesons 2. hustru. Hun begraves sammen med hendes stedbarn på 16 år og egne børn på 13år og 11år begraves sammen med hende. | Gislesdotter, Elin (I29042)
|
| 8890 | Dateringen baseret på oplysninger ved begravelsen 16. december 1710, hvor hendes stedbarn på 16 år og egne børn på 13år og 11år begraves sammen med hende. | Familie: Påfel Börjeson / Lizabeth Svensdotter (F10666)
|
| 8891 | Dateringen baseret på, at hun er 6 uger gammel ved begravelsen samt de dele af det læsbare i kirkebogen. | Franzdatter, Ellen (I18401)
|
| 8892 | Dateringen er meget usikker, alene baseret på GENI data | Glud, Gertrud Sørensdatter (I1126)
|
| 8893 | Dato (dagen) ulæselig i kirkebog. | Erichsdatter, Bodil (I7079)
|
| 8894 | Dato anført ved begravelsen | Smed, Rasmus Sørensen (I30326)
|
| 8895 | Dato anført ved konfirmation | Povelsen, Morten (I19206)
|
| 8896 | Dato anført ved konfirmation. | Sejersen, Rasmus (I10418)
|
| 8897 | Dato angivet ved konfirmation | Hansen, Hans (I1364)
|
| 8898 | Dato baseret på alder ved begravelse. | Andersdatter, Maren (I19043)
|
| 8899 | Dato baseret på alder ved begravelsen. | Michelsdatter, Anna (I22704)
|
| 8900 | Dato baseret på alder ved begravelsen. | Frandsdatter, Karen (I23050)
|