Niels Valdemarsen af Halland

Notater:

Niels (Valdemarsen) af Halland Titel: greve af Halland, g. Ida. Niels
døde 00.__.1218. fik 1216 Halland i forlening, kaldes da domicellus,
fik 1217 halvparten af amtet Schwerin i pant for sin hustrus medgift,
DAÅ 1916/421.

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Niels Nielsen Skarsholm af Halland blev født i 1218 i Halland; døde i 1251 i Halland.

Notater:

Place of residence: Konge af Venden
Lavard = Jarl
Jarl af Sønderjylland. Myrdet af Magnus (søn af Kong Niels) der
frygtede en medbejler helgenkårret 1169. Opfostret hos Skjalm Hvide
(vel i Fjenneslev) og hos hertug Lothar af Sachsen. 1115 blev han
grænsejarl i Sønderjylland, under sin farbror kong Niels. Han
forsvarede grænsen effektivt mod venderne, bla ved at befæste byen
Schleswig - en af de første bybefæstninger i Norden. Vendernes fyrste


Henrik (søstersøn af Erik Ejegod som havde indsat ham) fortsatte
overfaldene på de danske kyster, indtil Knud havde gjort
tilstrækkelig gengæld. Henrik søgte fred, og da Knud så skaffede ham
sin mødrendearv blev de gode venner. I de urolige tider havde mange
forøget deres indtægter ved røveri, men Knud gennemførte
straffeaktioner mod både store og små. Deraf fik han sit tilnavn, som


er den nordiske form af den engelske titel 'lord' = herre. Han
udskiftede selv sin jarl-titel med det mere moderne (tyske) 'hertug',


og indførte tyske skikke ved sit hof i Schleswig. 1127 døde Henrik af


Venden, og hans sønner og sønnesønner fik slået hinanden ihjel i kamp


om magten. Knud købte sig så titlen som vendisk knes af den tyske
konge - hans gamle fosterfar Lothar. Venderne synes ikke om
arrangementet, men Knud nedkæmpede modstanden. Hans magt var nu
blevet stor, og hans stilliung tvetydig, idet han var vasal under
både den danske og den tyske konge. Dertil kom at han ansås for et
mere velegnet kongsemne end Niels og hans arvinger. Kong Niels
bebrejdede ham at han (som knes) førte sig frem som ligeværdig med
sin herre og konge, men Knud fik snakket sig ud af klemmen. Kong
Niels' søn Magnus lavede en sammensværgelse, og myrdede ham i et
baghold i Haraldsted Skov ved Ringsted. Det resulterede i borgerkrig.


Som populær fyrste og mordoffer blev han snart anset for hellig, og
der skete undere ved hans grav. Han søn Valdemar fik ham 1169
kanoniseret som helgen. Knud regnes for en dygtig, tapper og
ridderlig personlighed, ligesom hans efterkommere Valdemarerne. Han
blev banebryder for tysk kulturel indflydelse i Danmark.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
(Henv.: Robert af Ely: Biografi af Knud - ikke bevaret men grundlag
for:)
(Hnev.: Vita Canutus - helgen-levnedsskildring)
Fra Steen Thomsens database dec 1997

Notater:

Date of residence: 1085
Place of residence: Konge af Danmark
Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed


mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik
bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr
tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne
pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen
og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som


vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at


styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere


heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev
kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i
Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde
han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til
et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at
danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i
Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse
til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det
første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i
Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af
nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på


Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi
han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende.
Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'.
Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder
og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
Fra Steen Thomsens database dec 1997

Konge af Danmark 1095-1103

Kong blev gift med Bodil Thrugotsdatter. Bodil (datter af Thrugot Ulfsen Fagerskind og Thorgunna Vagnsdatter) blev født i 1056; døde i 1103 i Jerusalem, Israel. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Place of residence: Dronning af Danmark
Bothild var smuk og blid, og var som en moder for sin mands
elskerinder - ifølge overleveringen. Hun var med på pilgrimstogtet
til jerusalem, og fortsatte da Erik var død på Cypern. Selv døde hun
på Oliebjerget.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
Fra Steen Thomsens database dec 1997