Kong Erik 1. Ejegod af Danmark

1056 - 1103  (47 år)

• Navn	Kong Erik 1. Ejegod af Danmark
  Fødsel	1056	Slangerup, Sjælland
  Køn	Mand
  Død	10 jul. 1103	Paphos, Cypern
  Person-ID	I6763	anebasen
  Sidst ændret	27 maj 2001

  
  

  Far	Kong Svend 2. Estridsen af Danmark,   f. ca. 1019, England d. 28 apr. 1074, Søderup, Jylland (Alder 55 år)
  Mor	Rannveig Tordsdatter,   f. 1035
  Familie-ID	F2752	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie 1	Bodil Thrugotsdatter,   f. 1056   d. 1103, Jerusalem, Israel (Alder 47 år)
  Børn	1. Hertug Knud Lavard af Danmark,   f. 12 mar. 1095, Roskilde, Sjælland d. 7 jan. 1130 (Alder 34 år)
  Familie-ID	F2750	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	2 okt. 2023

  
  

  Børn	1. Harald Eriksen Kesja af Danmark,   f. 1080   d. 1135 (Alder 55 år)
  Familie-ID	F2777	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	2 okt. 2023

  
  

• Notater

  Date of residence: 1085 Place of residence: Konge af Danmark Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende. Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'. Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard. (Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26) (Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Konge af Danmark 1095-1103